Vilma har nu altid (i hele sit lange 17 måneders liv) været en lille morsyg størrelse - i højere eller mindre grad, men lige for tiden er det godt nok helt vildt ekstremt. Hun vil være ved min side hele tiden i bogstavelig forstand, hun vil med på toilet, står som en ælling bag andemor, når jeg laver mad osv.....det er næsten for meget af det gode. Hun hygger sig fint med sin farmand (og hun har i øvringt lært at kalde på ham. Hun råber "Baaaaaaaar", når hun vil have ham til at komme), men de hygger sig bedst, når jeg slet ikke er til stede. Når jeg er til stede er det ælling/andemor-modellen Vilma helst foretrækker. Det er selvfølgelig dejligt at være så eftertragtet, men også noget opslidende til tider.
At hun er specielt morsyg for tiden handler måske også om, at vi faktisk har taget en ret pludselig og lidt drastisk beslutning om at tage hende ud af vuggestuen. Vi er aldrig blevet tilfreds med stedet pga. dårlig indkøring, meget kaos, sløve pædagoger...osv...og Vilma er aldrig blevet tryg og glad derovre. Efter et halvt år måtte vi stadig trække hende hylende og skrigende ind på sin stue, og hun lavede flitsbue og græd hjerteskærende, når vi gik. Hvis så bare vi følte der var nogle gode pædagoger/medhjælpere, der ville samle hende op og gøre det, hun havde brug for, for at føle sig tryg, men det har vi ikke gjort. Og det er jo også blevet bekræftet, når vi er kommet dag efter dag og har hørt, at hun har været meget ked af det i løbet af dagen. Vi har ikke følte at den dejlige Vilma, som vi kender, har vist hvem hun er (været tryg) derovre, Vi kunne ikke høre på (de meget sparsomme) ting, vi fik fortalt, at de voksne overhovedet kendte Vilma....og så en dag blev det bare én dag for meget, og så sagde vi STOP.....så nu skal vi have hende kørt ind hos en sød og rar og omsorgsfuld børnepasser. Hun hedder Lilja, og Vilma starter hos hende om en uge. I denne mellemperiode har vi fundet på flere løsninger: nogle dage har jeg haft Vilma med i praktik, nogle dage har jeg taget fri og vi har besøgt Lilja, og i næste uge kommer Vilmas morfar og passer hende.
Vi tror det er den rigtige beslutning vi har taget, det føltes i hvert fald SÅ rigtigt, da vi tog den, men man bliver vel altid i tvivl.........
